Uge 46 på Fjerritslev Gymnasium har stået i bæredygtighedens tegn, hvor elevudvalget Grønt Råd har arrangeret en masse aktiviteter i anledning af ‘Fem Fede Dage’, som er UngEnergis årligt tilbagevendende event for gymnasier rundt om i landet.
Mandagen bød på lækre vegetarretter i kantinen – bl.a. tre slags grøntsagssupper, som alle blev udsolgt.
Tirsdag var det genbrug, der var temaet. Her medbragte vi tøj fra gemmerne, som blev samlet i en lille genbrugs-bytte-shop i fællesområdet, hvor tøjet kunne få nyt liv. Man kunne desuden få et eksemplar af vores nye FG-mulepose, som er produceret af genbrugsplast.
Onsdag var Off-Onsdag. Derfor foregik al undervisningen uden computere og andet elektronik. I stedet blev bøgerne fundet frem – og der blev lavet plancher, skrevet på tavle og løst opgaver med blyant og papir. Desuden holdt vi fællessamling med fællessang og lege fra ‘gamle dage’.
Så er vi fremme ved Transport-Torsdag, hvor Grønt Råd opfordrede os alle til at cykle, gå eller tage bussen i skole. Som belønning for at leve op til opfordringen havde de sørget for rundstykker til alle, inden første time gik i gang.
En anden bæredygtig transportmulighed er samkørsel – derfor havde vi til dagens fællessamling besøg fra Nabogo, som fortalte om deres app, der gør det let at køre med andre.
Ugen sluttede med Festival-Fredag med livemusik i middagspausen og med budskabet om, at det er mere grønt at holde sommerferien hjemme i Danmark – fx med besøg på festivaler – i stedet for at flyve til udlandet.
Tak til Grønt Råd for initiativet!