Idrætslærer, kemilærer og studievejleder på Fjerritslev Gymnasium Lene Mogensen har fra 1. april fået ny titel som skolens uddannelsesleder
Lene Mogensen overtager posten fra Henning Johannsen, der efter mere end 35 års ansættelse på gymnasiet har valgt at gå på pension efter indeværende skoleår.
Lene Mogensen skal som leder være med til at sikre den fortsatte udvikling af Fjerritslev Gymnasium som et stærkt og bredt uddannelsestilbud til unge i Jammerbugt Kommune og nabokommunerne mod vest og syd. De konkrete ansvarsområder er blandt andet personaleledelse, kvalitetssikring af skolens faglige niveau, udvikling af HF-uddannelsen og at samarbejde med optageområdets folke-, fri- og efterskoler.
– Fjerritslev Gymnasium har været min arbejdsplads gennem snart 23 år, og jeg glæder mig meget over at kunne fortsætte på FG i en ny rolle, hvor jeg tror, at min erfaring som underviser og studievejleder kan komme til gavn, siger Lene Mogensen.
– Der er på det seneste sat mange spændende projekter i gang på gymnasiet, som jeg ser frem til at arbejde videre med. Det drejer sig for eksempel om en helt ny udgave af HF-uddannelsen med målrettede fagpakker samt nye studieretninger til både STX- og HHX-uddannelserne. Derudover arbejder vi for tiden med at realisere vores vision om at gøre Fjerritslev Gymnasium til »efterskolernes gymnasium«, gennem samarbejdet med Idrætscenter Jammerbugt, hvor eleverne kan bo i et attraktivt miljø, mens de tager en ungdomsuddannelse hos os, slutter Lene Mogensen.
Rektor Bjarne Edelskov ser også med forventning frem til samarbejdet med det nye medlem af ledelsesgruppen.
– Med Lene Mogensen som ny uddannelsesleder får Fjerritslev Gymnasium en ægte ildsjæl på posten med stort kendskab til det felt, hun skal navigere i. Lene kender gymnasiets historie og lokalområdet – og véd hvor skolen skal hen. Jeg er sikker på, at Lene vil lykkes med at følge vores strategier helt til dørs, siger Bjarne Edelskov.