I uge 46 var den normale undervisning på Fjerritslev Gymnasium krydret med spændende politiske indslag og oplevelser for skolens elever
Tirsdag var der valgdebat som optakt til kommunal- og regionsrådsvalget 21. november. Her var et panel bestående af politikere fra en bred vifte af de opstillede partier med til at diskutere alt fra cykelstier og busforbindelser til asylpolitik.
Torsdag var gymnasiets fire 3.g-klasser fra STX-uddannelsen på rundvisning på Christiansborg. Besøget var en del af den årlige hovedstadsekskursion for 3.g’erne. På Christiansborg blev eleverne vist rundt af de to nordjyske folketingsmedlemmer Rasmus Prehn og Ane Halsboe-Jørgensen, som selv er fra Fjerritslev og blev student fra gymnasiet i 2002.
Fredag var skatteminister Karsten Lauritzen på besøg på gymnasiet. Lauritzen, som også er Fjerritslev-student fra 2002, fortalte om sit arbejde i regeringen og havde også et par anekdoter fra tiden som elevrådsformand på gymnasiet. Herefter var der spørgsmål fra eleverne, som både viste interesse for ministerløn og ministerbil, men også var interesserede i at vide hvordan Skat arbejder for at inddrage det milliardbeløb, der er blevet tabt på grund af svindel med udbytteskat.