Onsdag aften mødtes vores rektor Mikkjal Helmsdal landets økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen sammen med tre rektorkolleger fra Netværket Mindre Jyske Gymnasier.
På mødet var samtaleemnet de økonomiske forhold for små gymnasier uden for de store byer og vigtigheden af, at det midlertidige udkantstillæg på 0,5 millioner kroner, som de mindste gymnasier har fået som en foreløbig bevilling de seneste fem år, ikke bliver skåret bort i 2024, som der ellers er lagt op til i finanslovsforslaget for næste år.
– Ellemann-Jensen var meget lyttende og engageret under mødet og viste forståelse for vores synspunkter og beskrivelser af vores udfordringer som små gymnasier, fortæller Mikkjal efter snakken med Venstre-formanden.
– Vi fik selvfølgelig ikke noget konkret løfte om penge, men vi fik oplyst, at gymnasiernes økonomi skal forhandles endeligt på plads i oktober, og at der er opbakning fra Venstre til at sikre eksistensgrundlaget for gymnasierne i de tyndt befolkede områder.
På billedet er ministeren flankeret af Lars Roesen, rektor på Ringkøbing Gymnasium, Tanja Huus Gulmann, rektor på Tørring Gymnasium, Catarina Kastrup, rektor på Vestjysk Gymnasium Tarm og til højre vores egen Mikkjal.